|
MADEIRA
Sydkysten har det bedste klima og det største antal solskinstimer på øen. Her ligger hovedstaden Funchal som med sine charmerende små gader, havnepromenaden, restauranter og små listige steder er et godt udgangspunkt for at udforske resten af øen. Der hviler en stemning af engelsk kolonitid blandet med portugisisk renæssance og farverigdom over byen. Ønsker du ikke at bo i en storby er der mange mindre byer på sydkysten, hvor der er udmærkede indkvarteringsmuligheder. Begiver man sig ind over øen gennem grønne dale og over flotte bjerge, ændrer klima og naturen sig. Midt på øen kan man føle sig hensat til alperne, og mødet med nordkysten er ikke mindre overraskende. Stejle bjerge rejser sig lodret op af havet. På vejen fra den flot restaurerede by Sao Vicente mod Porto Moniz kører man bogstaveligt talt på bjergsiden og nogle steder ind under små vandfald, som overrisler vejen fra bjergsiderne.
|

