PORTUGAL                     MADEIRA                     AZORERNE                     GRÆKENLAND                     KAP VERDE

Lidt historie...

 

 

 
Sagnet fortæller at Gud rystede sine hænder, da han var færdig med skabelsen. Støvet fra hans hænder dalede ned i Atlanterhavet og skabte øgruppen Cabo Verde. Den videnskabelige forklaring er, at øerne er resultatet af vulkanske aktiviteter startende for mere end 15 millioner år siden. Den første ø (eller vulkan) som dukkede op af havet var Sal. Vind og storm har siden hen gjort øen flad som en pandekage, det højeste punkt er ca. 400 m. Øen Fogo er den sidst tilkomne (for ca. 100.000 år siden) og her er vulkanen endnu aktiv. Der er videnskabelig uenighed om hvornår øerne blev opdaget. Der er beretninger fra fønikernes tid om en stor vulkan vest for Afrika, men det vides ikke med sikkerhed, om det var Cabo Verde. Øerne har været ubeboede indtil den egentlige opdagelse foregik i 1450-60, men også her hersker der tvivl om hvem der egentlig kom først: opdagerne fra Portugal eller Italien.
 
KOLONISERINGEN
Efter opdagelsen blev øen Santiago koloniseret af folk fra Portugal, Genova og Spanien. Portugiserne indså hurtigt øernes strategiske betydning, og gav de første portugisiske kolonister betydelige fordele ved at tildele dem handelsrettighederne på den afrikanske vestkyst. Bosætterne manglede arbejdskraft til at opdyrke jorden, men fandt den hurtigt på den afrikanske kyst. I slutningen af 1500-tallet arbejdede ca. 14.000 slaver på Santiago og Fogo under ledelse af et par hundrede hvide mennesker.
Øernes første indtægtskilde var proviant til de søfarende nationer, som sejlede bl.a. til kolonierne i Sydamerika. Inden turen over Atlanterhavet stoppede skibene for at blive repareret samt proviantere føde og vand. En anden indtægtskilde var (hav)salt som kunne indvindes i rigelige mængder på bl.a. Sal, Boa Vista og Maio. Santiago var den vigtigste ø, og her blev den første europæisk-byggede by i Afrika grundlagt: Ribeira Grande på sydkysten af øen. Idag kaldes den "Cidade Velha".
 
Da livet på øerne dermed var kommet godt igang, kiggede portugiserne efter nye indtægtskilder. De fandt hurtigt ud af en indbringende og efterspurgt vare: slaver til Sydamerika. For slavehandlerne var der store fordele ved at købe ind på Cabo Verde. Man var fri for den farefulde færd ind til Afrikas kyst, og de syge og genstridige slaver var allerede sorteret fra. Velstanden steg derfor på Cabo Verde indtil slutningen af 1600-tallet.
I starten af 1700-tallet begyndte den spanske arvefølgekrig, som bl.a. betød stop for slavehandlen til Sydamerika, og voldsomme plyndringstogter af franske styrker. Indtægtskilderne og velstanden forsvandt og i begyndelsen af 1770`erne, indtraf den første sultkatastrofe hvor ca. 40% af befolkningen døde.
 
I 1850`erne stoppede slavehandlen, og dampskibe afløste sejlskibene hvormed øernes betydning som provianteringssted forsvandt. Kun øen São Vicente havde fremgang pga. af sin naturlige havn, hvor dampskibene kunne ankre op. Englænderne etablerede en kulbunkerstation og byen Mindelo voksede sig stor på ingen tid.
 
 
 
HUNGERSNØD OG EMIGRATION
Udviklingen på øerne var gået i stå, og mangel på regn udløste flere hungerperioder i starten af 1900-tallet. Med fremkomsten af olie forsvandt dampskibene og dermed den sidste forbindelse til omverden. Portugal selv benyttede efterhånden kun øerne til opbevaring af forbrydere, politiske fanger og embedsmænd der havde dummet sig. Den sidste store hungersnød, hvor ca. 30.000 mennesker døde af sult, indtraf i 1950`erne. Med andre ord var dagliglivet på Cabo Verde efterhånden en kamp på liv og død. Det er bl.a. på denne baggrund at ca. halvdelen af befolkningen er bosat udenfor øerne. Folk flygtede fra nød og sultedød. Emigrationen startede via amerikanske hvalfangerskibes besøg på Brava og i begyndelsen af 1920`erne fandtes ca. 20.000 cabverdianere i Nordamerika. Emigranterne har været en vigtig forudsætning for øernes overlevelse og udvikling. De fleste emigranter sender penge hjem ikke alene til opretholdelse af familiens hverdag men også til uddannelse af søskende og slægtninge.
 
 
 
 
SELVSTÆNDIG NATION
Diktaturet i Portugal (etableret i 1926 af hæren) bidrog indirekte til Cabo Verde`s frihed. Som andre kolonimagter havde Portugal brug for uddannet personale, som kunne være "bindeled" mellem magthaverne og koloniernes befolkning. Da cabverdianerne var et blandingsfolk mellem europæere og afrikanere, syntes Portugal at de var lidt nærmere den hvide race. De fik derfor et slags portugisisk borgerskab, og de bedste af dem blev ansat i de andre kolonier i Afrika. En af disse personer var Amilcar Cabral, som blev født i Guinea-Bissau af cabverdianske forældre. Han arbejdede for portugiserne i Guinea-Bissau og 
sammen med kollegaer dannede han i 1950`erne "PAIGC" - partiet for Guinea-Bissau og Cabo Verde`s uafhængighed. Kampen for uafhængighed startede med fredelige midler, men endte i 60`erne efterhånden som væbnet kamp. Kampene foregik dog kun i Guinea-Bissau, men en stor del af frihedskæmperne kom fra Cabo Verde. Efter 10 års kamp blev Guinea-Bissau og Cabo Verde - næsten - frie land. Portugal ville ikke slippe herredømmet bl.a. på grund af øernes strategiske betydning, men i 1975 fik Cabo Verde endelig sin selvstændighed. På daværende tidspunkt var Cabo Verde i forbund med Guinea Bissau, men dette forbund blev opløst i 1980. I 1990 blev Cabo Verde en flerparti stat og har siden haft et stabilt demokrati.
 
Landet er nu på vej frem efter en ublid skæbne, og satser bl.a. på at få udenlandske investorer fortrinsvis fra Portugal og Afrika for at fremskynde udviklingen, herunder bl.a. turistindustrien som har et stort potentiale. Specielt på Sal og Boavista er turistindustrien i fuldt flor, takket været charterturismen. De andre øer følger langsomt efter, men er endnu ikke blevet så "turistede" som Sal.
 

<< Tilbage til "Om Kap Verde"

Bemærk:

- at Svante Rejser ikke modtager betalings- eller kreditkort.

PORTUGAL:

Fly & Drive fra Porto til Lissabon, incl. fly, billeje og ophold:
14 nætter fra 7.500 kr pr. pers. v. 2 pers.
Læs mere HER.

AZORERNE:

São Miguel kombi, incl. fly, billeje og ophold:
10 nætter fra 7.400 kr pr. pers. v. 2 pers.
Læs mere HER.

AZORERNE:

Rundrejse på egen hånd - São Miguel & Terceira. Incl. fly, ophold og indenrigsbilletter:
12 nætter fra 8.000 kr pr. pers. v. 2 pers.
Læs mere HER.

MADEIRA KOMBI

3 nætter i Funchal + 4 nætter ude på øen, incl. billeje.
Fra 5.730 kr pr. pers.
Læs mere HER.

SAO TOMÉ & PRINCIPÉ

Som eneste rejsebureau i DK udbyder Svante Rejser individuelle rejser til disse to små øer i Guinea Golfen, beliggende på Ækvator vest for Afrika. 2 ugers rejse fra 23.700 kr pr. pers. Kontakt os for rejseforslag.

SVANTE REJSER
Farum
Tlf.: 3315 2525
Tirsdage & onsdage kl. 12-16
Epost: info@svante.dk

1987 - 2017
  30 år med individuelle kvalitetsrejser

PORTUGAL - MADEIRA
AZORERNE- GRÆKENLAND
CABO VERDE - SÃO TOMÉ

BANK MV.:
Andelskassen Oikos
Reg.nr.: 8418 Kontonr.: 892 000 1638
Rejsegarantifond nr. 2172
CVR 3247 8921