PORTUGAL                     MADEIRA                     AZORERNE                     KAP VERDE

FAIAL

 

Areal:  170 km2 - ca. det dobbelte af Ærø
Antal indbyggere: ca. 16.000
Hovedby: Horta, ca. 7.000 indbyggere
 

 


 


Øen blev opdaget i første halvdel af 1400-tallet, selvom øen dog er angivet på tidligere kort med navnet Insula de Ventura. De første bosættere ankom i midten af 1400-tallet, heriblandt en mindre koloni af flamlændere, som opdyrkede en dal, som den dag i dag hedder Vale do Flamengos (flamlændernes dal). Midt i 1700-tallet besøgte de første amerikanske hvalfangerskibe øen for at proviantere og give besætningen nogle fridage. Samtidig hyrede de açorianere, som var kendt for deres mod og dygtighed. I bugten ved Porto Pim kan man endnu se resterne af den første hvalfangerstation.
Øen har markeret sig i verdenshistorien pga. dens strategiske beliggenhed. Sejlskibe på langfart benyttede øen som provianteringssted og fra slutningen af 1800-tallet var Horta en vigtig informationskilde til udarbejdelse af vejrudsigter. Før satelitter og alskens halløj, glædede enhver dansker sig, når meteorologerne snakkede om et "højtryk over Açorerne". I begyndelsen af 1900-tallet mellemlandede det første vandfly fra USA på vej til England. Ved forrige århundredeskifte blev der lagt telegrafkabler, først til Portugal sidenhen til England og Nordamerika. Øens betydning som telegrafisk knudepunkt sluttede i 1969, hvor moderne teknik havde taget over. I dag er havnen i Horta mellemstation for langturssejlere på vej over Atlanterhavet.

Horta er øens hovedby og huser Açorernes parlament. Byen er præget af sin historie som provianteringssted for skibe og har en international atmosfære.
Byen ligger smukt placeret i en bugt med en flot udsigt til Pico og byder på flere interessante kirker, museer, gode restauranter og hyggelige cafeer.
Alle molerne i marinaen er dækket af små malerier, en hilsen som alle de besøgende både, ifølge traditionen, bør efterlade. Fra Horta er der daglige bådforbindelser til Madalena samt ugentlige afgange via Pico og São Jorge til Terceira.
Midt på øen ligger vulkankrateret Caldeira og øens højeste punkt Cabeço Gordo (1.050 m), med en imponerende udsigt. Selve krateret har en diameter på et par kilometer og i kraterbunden ses en lille ø med facon som Faial.
Man kan køre øen rundt i ro og mag i løbet af en dag. Frodige landskaber med flotte hortensiahegn og imponerende kystlandskaber præger øen. På øens østlige spids ligger Ponta dos Capelinhos hvor det sidste vulkanudbrud på øerne foregik i 1957-58. En hel ø steg op af havet og blev landfast med Faial, området giver et imponerende indtryk af naturens voldsomme kræfter.
Rundt omkring kan man se tagryggene fra de landsbyhuse som blev begravet ved udbruddet. Der findes et vulkancenter som fortæller om udbruddet via film, billeder mv.

 

<< Tilbage til "Lidt om Azorerne..." 

AZORERNE:

Rundrejse på egen hånd - São Miguel & Terceira. Incl. fly, ophold og indenrigs- billetter: 12 nætter fra 8.840 kr pr. pers. v. 2 pers. Læs mere HER.

AZORERNE:

Rundrejse på egen hånd - São Miguel, São Jorge, Pico og Faial. Incl. fly, ophold og indenrigsbillet. 16 nætter fra 10.100 kr pr. pers v. 2 pers. Læs mere HER.

 

MADEIRA KOMBI

3 nætter i Funchal + 4 nætter ude på øen, incl. billeje.
Fra 6.100 kr pr. pers.
Læs mere HER.